Kvinder & Bikefit
Skal kvinder og mænd have det samme bikefit?
I en tid med ligestilling og #metoo-kampagner er ligestilling på cyklen meget aktuelt. De store cykeludstyrsproducenter har også lugtet, at markedet for kvindecykling er stærkt voksende, og det ene woman-specifikke produkt efter det andet bliver introduceret til den voksende gruppe af kvindelige cykelrytere. Spørgsmålet er om hele snakken om woman-specific-fit er berettiget, for er der overhovedet forskel på bikefit til kvinder & mænd?
Anatomiske forskelle ved indstilling af cykel
For at få skåret det ud i pap: Ja, der er forskel på mænd og kvinder anatomisk. Gennemsnitligt større led-relateret fleksibilitet, smallere skuldre, lavere kropshøjde, mindre hænder og bredere hofter er blandt de mange forskelle fra gennemsnitskvinden til gennemsnitsmanden.
Udfordringen ved alle disse antagelser om kvinde-specifikke produkter, er, at de er taget ud fra gennemsnitsryttere. Større studier som Hermans 2016-studie ”Urogenital and Sexual Complaints in Female Club Cyclists” er med udgangspunkt i 114 kvindelige cykelryttere. Altså giver Hermans arbejde et fantastisk indblik i hvordan kvinder generelt sidder på cyklen, og dermed udvikles produkterne med henblik på at ramme den størst mulige gruppe. Spørgsmålet er, om du er en del af denne gruppe? Altså gennemsnitlig fleksibilitet, skulderbredde, kropshøjde, håndstørrelse, hoftebredde osv.?
Jeg er selv en relativ fleksibel, smalskuldret mand, med gennemsnitlig kropshøjde, store hænder og smalle hofter. Den sidste mandlige rytter jeg havde inde til bikefit, umiddelbart inden jeg skrev dette blogindlæg, var meget lidt fleksibel, havde lidt bredere skuldre end mig, var samme højde, havde små hænder og havde lidt bredere hofter. Skal vi sidde ens? Nej ville enhver sige. Samme forskel bør selvfølgelig gælde for kvinder.
Bikefit for din krop, ikke dit køn
Men er kvinde-specifikke produkter som sadler ikke netop udviket til kvinder? Jo, det er langt de fleste på markedet. Men hvem siger at du anatomisk (down there) er bygget som kvinder er flest? Hvad hvis du er smallere, bredere, højere, lavere, mere eller mindre fleksibel? Bør du så resolut købe den kvinde specifikke cykel, fra dit foretrukne cykelmærke, næste gang?
Lige så stor forskel på optimal siddeposition der kan være imellem to mænd, kan der være imellem to kvinder. Din indstilling af cykel skal altså ikke være kønsspecifikt men individspecifikt. Bed din bikefitter forholde sig til din krop og ikke til dit køn.